Sidst i tresserne var sommerfugle en af mine største hobbies. Og som altid, når noget interesserede mig, gik jeg lige til toppen. Så en dag sad jeg og drak kaffe med Torben W. Langer på hans terrasse. Det vil sige, min morfar, som havde kørt mig ud til Hr. Langer, drak kaffe, og selv fik jeg vistnok en sodavand. Jeg var nemlig kun 8-9 år gammel.

Jeg har altid samlet på sommerfugle. Om ikke på nåle, som dengang i tresserne, så da i hvert fald et sted oppe i hovedet. Jeg mener at kunne erindre alle de spændende møder jeg har haft med sommerfugle, fra den første sørgekåbe i glideflugt over en mark, da jeg var barn, til en fouragerende galatea på en bjergtop i sydfrankrig i 1979 og til alle de skønne ture jeg har været på siden jeg genoptog min barndoms fascination i 1989.
Det var på en familiecykeltur, hvor vi, på vej gennem en skov, så en skovrandøje som jeg ikke kendte på det tidspunkt. Fra den dag var sommerfuglene tilbage i fritidssyslerne igen.

Takket være fotografiet kan jeg nu samle mine sommerfugle med naturen der hører med. Og det har i høj grad præget mit eget syn på sommerfuglebilleder. Jeg foretrækker mine fotos som snapshots af det jeg så. Nogle gange er det rodede fotos, med krat og planter omkring, og ofte fylder sommerfuglene ikke så meget i selve billedet. Det er helt bevidst. De ekstreme nærbilleder, close-up makro-billederne og postkortene med sløret baggrund har nemlig aldrig sagt mig noget. Derfor har jeg også i mange år brugt vidvinkler til sommerfuglene. Om man kan lide det eller ej er en smagssag. Men ét er sikkert - billederne bliver ikke så let mage til alle de andre jeg ser. Jeg håber du vil nyde dem lige så meget som jeg selv har gjort.